Spring til indhold

Dagligdagen

Tumlebasserne er godkendt til 5 børn, hvoraf den ene vil være min egen søn født i 2025.

Det er vigtigt for mig, at børnene møder ind til en struktureret og genkendelig hverdag, hvor de kan lande med ro og tryghed. Jeg bruger piktogrammer til at give børnene et visuelt overblik over dagen for at skabe forudsigelighed og mental ro.

Jeg har i min hverdag et generelt fokus på at styrke børnenes motoriske, sproglige og sociale kompetencer gennem relevante lege og aktiviteter. Vi tumler, griner og fjoller en masse, og jeg går meget gerne forrest, og spejler børnenes fjollerier. Jeg arbejder derudover målrettet med at styrke børnenes selvværd og tro på egne evner. Gennem leg og guidning får børnene mulighed for at øve sig, prøve selv og opleve mestring i eget tempo. Jeg anerkender deres initiativer og støtter dem i at håndtere både succeser og udfordringer, så de gradvist opbygger robusthed og selvtillid.

Dagligdagen — et overblik

Om formiddagen får vi en snack, og så tager vi som udgangspunkt på tur kl. 9, så børnene skal gerne afleveres senest kl. 8.45. Vi kører rundt i nærområdet på min ladcykel og besøger skove, marker og byens kulturelle tilbud fx biblioteket.

Ca. kl. 10.45 spiser vi frokost, og derefter begynder jeg at putte børnene udenfor i deres barnevogne. Efter lur er der eftermiddagsmad, og så leger vi. Jeg planlægger både tid med fri leg, hvor børnene kan opsøge de legemiljøer, som de er optagede af, men også en del voksenstyrede aktiviteter, hvor jeg hjælper børnene med at få øje på hinanden, øve turtagning og styrke deres sociale kompetencer.

Kl. 15.30 (kl. 15 om fredagen) lukker Tumlebasserne, og vi siger på gensyn til hinanden.

Strukturen hos Tumlebasserne

  1. Kl. 7

    Godmorgen til de første børn

  2. Kl. 7 – 9

    Leg, modtagelse af børn og formiddagsmad

  3. Kl. 9 – 10.30

    På tur eller aktivitet hjemme

  4. Kl. 10.30 – 11.30

    Frokost og klargøring til middagslur

  5. Kl. 11.30 – 14

    Putning og middagslur

  6. Kl. 14 – 15.30

    Eftermiddagsmad, leg og overlevering af dagen til forældre

Vær opmærksom på, at Tumlebasserne lukker 30 min. før om fredagen.